dumme dilemma nr. 4: Normer på Internettet

Nu er jeg i tvivl om hvorvidt sådan et indlæg som jeg skrev tidligere om min mor familie, ikke burde være postet på min blog. Jeg mener, min mor bruger ikke internettet til meget mere end arbejde og ferie,  og har ikke facebook, men alligevel, hvis hun en dag finder denne blog, vil hun jo gå ud af sit "gode" skind. På den anden side, beskriver jeg jo bare hvordan jeg har det. Men det er jo også coutume ikke, at sige alt hvad man tænker, - sådan, for at være sød og betænksom - men er jeg nu også det? Jeg spørger lige min søster, men jeg tror nu at jeg lader det blive,  for det her er min parkeringsplads!

Weekend med de skøre

Så har de skøre været her på weekend (min mor, hendes mand og min 10årige lillebror).
Det forundrer mig altid hvordan alle de problemer vi havde da jeg var yngre, selvfølgelig "bare" var fordi at jeg var en teenager der var besværlig ud over det sædvanlige (for de havde slet ikke en finger med i spillet, nej, slet ikke). Nu er jeg jo blevet "fornuftig". Pyha.
Jeg var sågår blevet brugt som eksempel overfor en kollega der havde problemer med hans 16-årige pige, "de kommer jo ud på den anden side" .. og "den yngste af vores ældste, planlagde på få dage et 5-måneder langt ophold i Hamburg, helt selv". Jo tak, måske fordi jeg ikke er vant til at få hjælp, fra deres side.

Det gik okay med min mor (hvilket ellers ofte er en udfordring). Bortset fra ved middagen lørdag aften, hvor hun midt under middagen på restauranten, begyndte at snakke om, hvordan hendes mand O og jeg hele tiden snakkede hende over hovedet, og hvordan vi sendte hende blikke som om hun var "en dum gås", der ikke forstod noget. Hvordan hun aldrig fik fred, og ikke blev inkluderet i planlægningen.
Jeg spurgte på bedste pædagogiske manér: "Hvad er det JEG kan gøre anderledes", og der var ikke noget jeg kunne gøre anderledes, for min lillebror og jeg forstår hende jo! Siden hvornår, har jeg nogensinde forstået den kvinde!? Altså var det tydeligvis O's skyld.
Da jeg kun alt for godt ved, at det hverken er muligt at sige det rigtige, og bestemt heller ikke godt ikke at sige noget i den situation, strøg jeg medfølende O, der sad ved siden af mig, over ryggen. Nu var det min skyld. Nærmest paranoidt lød det "HVORFOR stryger du ham så over ryggen!?" da jeg jo havde sagt, at jeg ikke mente, at vi nedgjorde hende bag hendes ryg.

Det blev til at vi godt kunne gå, og på vej ud af døren, pakkede jeg sammen med O:
Jeg kommenterede lavt uforstående situationen og O sagde "Det er sådan hver gang vi to snakker godt sammen, sådan har det altid været, også da du var yngre. Og senere hørte jeg for, om hvor jeg sad omkring familiebordet. Det er nærmest som om hun er jaloux" og jeg svarede "Det er den der forfærdelige usikkerhed" som min mor har.
Og jeg tror sagtens at det kunne være jalousi. Især da jeg var yngre...

På et tidspunkt måtte jeg stoppe mig selv for at grine-smile, min mor sagde nemlig at det i hvert fald ikke var fordi hun ikke var en person med stort overskud. Og er der noget jeg ved, så er det, at min mor er den person jeg kender med mest underskud.

Når alt kommer til alt, gik det overraskende godt, min mor er blevet meget bedre til at bærer over med mig når jeg bitcher pms, jeg er blevet meget bedre til at være så distanceret til hende, at det ikke rør mig når hun overreagerer og forestiller sig at vi er imod hende, for det er desværre nødvendigt. Jeg fik gratis mad (tiltrængt, når nu jeg har brugt alle mine penge på den fantastiske guldbadedragt), så en fantastisk musical, de var stolte over at jeg kunne vise dem en by, de aldrig havde set før. Og min lillebror er ved at blive rigtig stor, så jeg kan snakke "rigtigt" med ham.

Dilemma nr. 3: Guldbadedragt

Skal - skal ikke returnere virkelig lækker Wolford Gold swimsuit?
Budgettet går i minus lige om lidt... (for sådan et har jeg faktisk ja, i excel og det hele) - og det betyder intet sjov aka yoghurt og havregrød resten af måneden.
Jeg mener, hvor mange sæsoner holder en guld badedragt egentlig? - og kommer man jeg i den?
Men damn den er lækker

Nej, jeg er ikke god til det med korte tekster - eller: Om at være pissebange

I dag har jeg råbt og tudet og følt mig dybt ulykkelig.
Jeg har som sædvanlig stresset mig op her til eksamensperioden, også selvom den i år, består af en prøve i slutningen af juni, og nårh ja: en dansk tysk prøve som jeg har tilmeldt mig som selvstuderende til... Egentlig var det bare Plan-B, som så blev Plan-A (fordi jeg egentlig burde have en måneds undervisning mere til den anden tyske prøve). Og nu har stresset til Plan-A altså fuldstændig overtaget min sunde fornuft.

Søndag flæbede jeg over eksen, og da jeg skypede med min mor, viste det sig selvfølgelig at det egentlig bare var fuldstændig forviklet eksamensangst/stress. Vi besluttede, at jeg nok burde vælge en af eksamerne, for at nedsætte mængden af stress.

I går nat drømte jeg, at jeg tog til Danmark for at tage den danske eksamen, og under 24-timers-forberedelsestiden, da lige skulle nyde det gode vejr på stranden med en veninde (det var faktisk pisselækkert, god drøm), det resulterede så i at jeg glemte eksamen, og i drømmen var det egentlig ikke så slemt, for nu vidste jeg jo bare, at jeg skulle tage den anden prøve.

I går aftes i fitness centret sagde  Mark (den lækreste fyr, som ikke kan så meget andet end at smile til de piger han sælger fitnessmedlemskaber til...) at jeg bare skulle "believe in yourself", so cheesy... og let nok at sige, når man kommer frem i livet med sin charme, krop, og smil.

I dag fik jeg så hældt det hele ud over et par venner. Først over facebook med et uopfordret superlangt og random svar på et "How r U?", stillet af min favourite gayfriend (hvilket btw er totalt atypisk for ham - altså de der bogstavforkortelser, pyh) - som resulterede i responsen "I was kinda... well, hitten by the mass of text spilling into my face (...)", men det havde jeg også forventet fra ham.
På Sproginstituttet, eksploderede jeg ud over en intetanende veninde. Efter jeg i forbifarten havde nævnt, at jeg var stresset over prøverne, og hun med med et smil på læben sagde at jeg bare skulle sørge for at forberede mig bedre til dem begge to, kom mit stressede pis gevaldigt i kog. Hun blev ved med, at sige at jeg skulle tage det roligt, indtil jeg havde hidset mig op til det punkt, hvor jeg hastigt gik ud på toilettet og tudede. Halleluja. Så fik jeg også lavet en scene denne måned.

For at komme "down to business" er jeg egenlig bare pissebange for ikke at bestå, - hvis jeg ikke består kommer jeg ikke ind på Uni (igen) i år - og så bliver mit liv noget rod næste år. Men mest af alt bliver det et nederlag, når jeg har lagt så mange ressourcer i at nå det. (Altså det der med tysk, jeg tog lige en rask beslutning om at droppe ud af det studie jeg var startet på, og tage til Hamburg i 6 måneder for at lære tysk - som jeg aldrig havde haft før).
Og et eller andet sted tror jeg egentlig godt at jeg kan bestå, jeg er bare bange for, at jeg bliver så stresset, at jeg glemmer halvdelen af det jeg har lært.

Den danske prøve, vil også - som danske prøver sædvanligvis gør - kræve at jeg læser en masse tekster, til 8 emner, hvoraf jeg kun trækker et - og det er jo spild af arbejde! Derudover, har jeg ikke haft den danske undervisningsform i det tyske fag, og jeg er ærlig talt også bange for at have misforstået prøven. Eller for at, hvis jeg går op til prøven, og ikke får 7 (som er nødvendigt), bliver så desperat over den anden prøve, at jeg også fucker den op.

Men jeg tror efterhånden, at jeg er ved at have skrevet mig frem til en beslutning.
Så nu vil jeg smutte ned i fitness, og undrer mig over tysk tv om det danske kongehus som en drømmefabrik.. For der er jeg en "homegirl".

Lad os tage den med de franske kindkys... (Dilemmaernes parkeringsplads)

Jeg befinder mig i øjeblikket i et internationalt miljø i Hamburg, og til tider kan det være lidt svært at finde rundt i, hvordan man hilser med de forskellige. Eks. har jeg en ven, der hver gang jeg forsøger at give ham et farvelkram, laver den med kindkyssene... I Portugal er det også sådan man hilser på en vens/venindes veninde første gang man mødes.. så:

Pænt goddag, og alt det der.
Det her er min øvelse i, at sige/skrive hvad jeg tænker uden at omformulerer det 100 gange i mit hoved først. Jeg bliver ofte væk i komplicerede flerbanede tankespor, og overanalyser. Min tankevirksomhed overarbejder i at detaljetolke, og det er kun lidt for sjov. Derfor strømmer dilemmaerne til mig, og nu er det tid til at parkerer dem her, på dilemmaernes parkeringsplads. Blandt andet tankeskrald.
Velbekomme!