Weekend med de skøre

Så har de skøre været her på weekend (min mor, hendes mand og min 10årige lillebror).
Det forundrer mig altid hvordan alle de problemer vi havde da jeg var yngre, selvfølgelig "bare" var fordi at jeg var en teenager der var besværlig ud over det sædvanlige (for de havde slet ikke en finger med i spillet, nej, slet ikke). Nu er jeg jo blevet "fornuftig". Pyha.
Jeg var sågår blevet brugt som eksempel overfor en kollega der havde problemer med hans 16-årige pige, "de kommer jo ud på den anden side" .. og "den yngste af vores ældste, planlagde på få dage et 5-måneder langt ophold i Hamburg, helt selv". Jo tak, måske fordi jeg ikke er vant til at få hjælp, fra deres side.

Det gik okay med min mor (hvilket ellers ofte er en udfordring). Bortset fra ved middagen lørdag aften, hvor hun midt under middagen på restauranten, begyndte at snakke om, hvordan hendes mand O og jeg hele tiden snakkede hende over hovedet, og hvordan vi sendte hende blikke som om hun var "en dum gås", der ikke forstod noget. Hvordan hun aldrig fik fred, og ikke blev inkluderet i planlægningen.
Jeg spurgte på bedste pædagogiske manér: "Hvad er det JEG kan gøre anderledes", og der var ikke noget jeg kunne gøre anderledes, for min lillebror og jeg forstår hende jo! Siden hvornår, har jeg nogensinde forstået den kvinde!? Altså var det tydeligvis O's skyld.
Da jeg kun alt for godt ved, at det hverken er muligt at sige det rigtige, og bestemt heller ikke godt ikke at sige noget i den situation, strøg jeg medfølende O, der sad ved siden af mig, over ryggen. Nu var det min skyld. Nærmest paranoidt lød det "HVORFOR stryger du ham så over ryggen!?" da jeg jo havde sagt, at jeg ikke mente, at vi nedgjorde hende bag hendes ryg.

Det blev til at vi godt kunne gå, og på vej ud af døren, pakkede jeg sammen med O:
Jeg kommenterede lavt uforstående situationen og O sagde "Det er sådan hver gang vi to snakker godt sammen, sådan har det altid været, også da du var yngre. Og senere hørte jeg for, om hvor jeg sad omkring familiebordet. Det er nærmest som om hun er jaloux" og jeg svarede "Det er den der forfærdelige usikkerhed" som min mor har.
Og jeg tror sagtens at det kunne være jalousi. Især da jeg var yngre...

På et tidspunkt måtte jeg stoppe mig selv for at grine-smile, min mor sagde nemlig at det i hvert fald ikke var fordi hun ikke var en person med stort overskud. Og er der noget jeg ved, så er det, at min mor er den person jeg kender med mest underskud.

Når alt kommer til alt, gik det overraskende godt, min mor er blevet meget bedre til at bærer over med mig når jeg bitcher pms, jeg er blevet meget bedre til at være så distanceret til hende, at det ikke rør mig når hun overreagerer og forestiller sig at vi er imod hende, for det er desværre nødvendigt. Jeg fik gratis mad (tiltrængt, når nu jeg har brugt alle mine penge på den fantastiske guldbadedragt), så en fantastisk musical, de var stolte over at jeg kunne vise dem en by, de aldrig havde set før. Og min lillebror er ved at blive rigtig stor, så jeg kan snakke "rigtigt" med ham.