Nej, jeg er ikke god til det med korte tekster - eller: Om at være pissebange

I dag har jeg råbt og tudet og følt mig dybt ulykkelig.
Jeg har som sædvanlig stresset mig op her til eksamensperioden, også selvom den i år, består af en prøve i slutningen af juni, og nårh ja: en dansk tysk prøve som jeg har tilmeldt mig som selvstuderende til... Egentlig var det bare Plan-B, som så blev Plan-A (fordi jeg egentlig burde have en måneds undervisning mere til den anden tyske prøve). Og nu har stresset til Plan-A altså fuldstændig overtaget min sunde fornuft.

Søndag flæbede jeg over eksen, og da jeg skypede med min mor, viste det sig selvfølgelig at det egentlig bare var fuldstændig forviklet eksamensangst/stress. Vi besluttede, at jeg nok burde vælge en af eksamerne, for at nedsætte mængden af stress.

I går nat drømte jeg, at jeg tog til Danmark for at tage den danske eksamen, og under 24-timers-forberedelsestiden, da lige skulle nyde det gode vejr på stranden med en veninde (det var faktisk pisselækkert, god drøm), det resulterede så i at jeg glemte eksamen, og i drømmen var det egentlig ikke så slemt, for nu vidste jeg jo bare, at jeg skulle tage den anden prøve.

I går aftes i fitness centret sagde  Mark (den lækreste fyr, som ikke kan så meget andet end at smile til de piger han sælger fitnessmedlemskaber til...) at jeg bare skulle "believe in yourself", so cheesy... og let nok at sige, når man kommer frem i livet med sin charme, krop, og smil.

I dag fik jeg så hældt det hele ud over et par venner. Først over facebook med et uopfordret superlangt og random svar på et "How r U?", stillet af min favourite gayfriend (hvilket btw er totalt atypisk for ham - altså de der bogstavforkortelser, pyh) - som resulterede i responsen "I was kinda... well, hitten by the mass of text spilling into my face (...)", men det havde jeg også forventet fra ham.
På Sproginstituttet, eksploderede jeg ud over en intetanende veninde. Efter jeg i forbifarten havde nævnt, at jeg var stresset over prøverne, og hun med med et smil på læben sagde at jeg bare skulle sørge for at forberede mig bedre til dem begge to, kom mit stressede pis gevaldigt i kog. Hun blev ved med, at sige at jeg skulle tage det roligt, indtil jeg havde hidset mig op til det punkt, hvor jeg hastigt gik ud på toilettet og tudede. Halleluja. Så fik jeg også lavet en scene denne måned.

For at komme "down to business" er jeg egenlig bare pissebange for ikke at bestå, - hvis jeg ikke består kommer jeg ikke ind på Uni (igen) i år - og så bliver mit liv noget rod næste år. Men mest af alt bliver det et nederlag, når jeg har lagt så mange ressourcer i at nå det. (Altså det der med tysk, jeg tog lige en rask beslutning om at droppe ud af det studie jeg var startet på, og tage til Hamburg i 6 måneder for at lære tysk - som jeg aldrig havde haft før).
Og et eller andet sted tror jeg egentlig godt at jeg kan bestå, jeg er bare bange for, at jeg bliver så stresset, at jeg glemmer halvdelen af det jeg har lært.

Den danske prøve, vil også - som danske prøver sædvanligvis gør - kræve at jeg læser en masse tekster, til 8 emner, hvoraf jeg kun trækker et - og det er jo spild af arbejde! Derudover, har jeg ikke haft den danske undervisningsform i det tyske fag, og jeg er ærlig talt også bange for at have misforstået prøven. Eller for at, hvis jeg går op til prøven, og ikke får 7 (som er nødvendigt), bliver så desperat over den anden prøve, at jeg også fucker den op.

Men jeg tror efterhånden, at jeg er ved at have skrevet mig frem til en beslutning.
Så nu vil jeg smutte ned i fitness, og undrer mig over tysk tv om det danske kongehus som en drømmefabrik.. For der er jeg en "homegirl".